Løfterne rejser sig på dansk i Barrit
Af Kim Lesanner, Motormagasinet
Stenhøj markedsfører "Made i Denmark" og kipper med flaget for sin unikke danske produktion i konkurrencen med prisbillige øst-produkter. Motor-magasinet var med på fabriksbesøg.
Kvalitet
Gnister fyger fra slibemaskiner, CNC-skærere snurrer, pulverlakeringsrobotten puster og måleværktøjerne bliver konstant tjekket af årvågne øjne. Produktionen af søjle- og sakselifte samt kompressorer er i fuld gang. I den lille landsby Barrit, mellem Vejle og Juelsminde, hvor veje er opkaldt efter fabrikkens stiftende ophav, Sigurd Stenhøj, ligger en række produktionshaller, der gennem 100 år er knopskudt og i dag vidner om mange års produktion af bundsolide produkter.
Og det er netop budskabet. Stenhøj har budt Motor-magasinet velkommen for at vise, hvordan man fremstiller høj kvalitet "Made in Denmark" til over 60 markeder i verden. Og for at vise nogle af de unikke fremstillingsdele, der skiller skidt fra kanel - altså hvorfor Stenhøjs produkter er dyrere end nogle importerede løftere og maskiner fra især Østen, så det kan betale sig at renovere sågar efter 40 års hårdt brug på landets værksteder, hvilket ikke er ualmindeligt.
Helt anden holdbarhed
Flere steder i fabrikshallerne ligger stænger og plader i rå jern, der skal skæres op og bearbejdes. - Her fremstiller vi vores unikke styreruller, der ganske vist giver en dyrere konstruktion end billigere spindler, men som giver en helt anden holdbarhed, fortæller produktionschef Lars Mikaelsen og holder delene frem for fagbladets udsendte.
Vi går forbi en CNC-fræser, hvor en af de typisk mangeårige medarbejdere, Peter Stenkjær, stolt fremviser sin produktion af ultrapræcise styreklodser. Et andet sted fosser skæreolien ned over et meterlangt stempel til en undergrundsløfter, der bliver grundslebet efter svejsning og derefter forkromet.
Generelt arbejdes her med tolerancer, der tager højde for elforzinkning på delene, så pasformen er lige i øjet i den senere montering. En såkaldt stol, der er "hjertet" i en 2-søjlet lift, er bandoleret i plastik og dermed sat i karantæne efter kontrol - den skal enten ordnes eller kasseres. Fire mand på fabrikken laver profiler til kørebanelifte.
Vi går forbi en af de lange jernkonstruktioner, der lige er blevet slyngrenset med stålkugler efter bearbejdning og nu skal overfladebehandles. En ny kantbukker på seks meter til 600 tons ankommer om nogle dage til fabrikken.
100 fabriksfolk - få robotter
Her er kun få robotter, og derfor stadig en del håndværk, udført af de i alt 100 medarbejder på fabrikken, der som måltal gerne skal fremstille 40 2-søjlede lifte om ugen, samt 20 4-søjlede og 15 sakselifte. Hertil kommer ordrebaseret produktion på specielløftere. I et afsnit nørkles med at håndsamle de kendte Stenhøj-kompressorer, der kan køre i halve århundreder uden problemer.
Undergrundsliftene fremstilles hos AutopStenhøj i Tyskland. Delene vaskes i et jernfosfateringsanlæg og afskylles med demineraliseret væske, inden de tørres ved 100 grader. Derefter forsætter processen ind i den ionstyrede pulverlakering og bagning ved 170 grader. Herefter er lakeringen så hård og kemisk forbundet med metallet, at den kun kan fjernes ved afbrænding ved 800 grader om nødvendigt.
Alt testet og tjekkes
Stenhøj har eget savværk til kasser og paller. I pakkeriet står en række sakselifte klar til forsendelse til Australien efter test med tunge vægte for at sikre, at de ikke trækker skævt.I testområdet langtidstestes også holdbarhed for søjlelifte i en testcyklus med 16.000 gange kørsel op-ned med maksimal last.
Servicering og holdbarhed er nøgleord for Stenhøj. Et servicekorps på 40 mand kører konstant rundt i landet, og får pakket reservedele i kasser her i Barrit, der også bringes ud med kureren DanX. Større forsendelser af lifte kontrolvejes, tjekkes og signeres af ansatte, så ikke en møtrik mangler ved monteringsarbejdet. Der er 15 års garanti på reservedele og dele med over 40 år på bagen på lageret - ældre dele laves eventuelt efter gemte tegninger ved behov.
Legeland og showroom
Vi er ved vejs ende. Efter at have været igennem Stenhøjs "Legeland" - også kaldet udviklingsafdelingen - hvor gode ideer og forbedringsforslag afprøves. De færdige produkter, med cirka 50 forskellige liftmodeller, står opstillet her i Stenhøjs kæmpe showroom, klar til at køre op og ned og vise sig frem for besøgende kunder.
Her er den næsten nyudviklede hydraulik-lift med hurtig hæve-sænketid, og lifte med meget lav højde og tilsvarende korte ramper, som er efterspurgte. Det er her, kunderne, i samråd med Stenhøjs sælgere, måske vælger en - lige nu - overdimensioneret 5-tons lift i stedet for 3-tons for at være fleksibel i forhold til fremtidens opgaver på værkstedet. Med sikkerhed for lang levetid. Made in Denmark - og jo, vi så spontant opsatte papirflag på fabrikken. Her er medarbejderne nemlig stolte af produkterne og deres hæderkronede danske virksomhed.