Drilsk komponent: Fandt specialist i Japan efter tre år
Af Kim Lesanner
Kvalitet forpligter, og danske Stenhøj måtte til Japan for at få produceret et specialleje til sine største kompressorer, der nu kan købes igen efter tre års fravær på markedet. Man må nogle gange ty til hjælp fra specialister i udlandet, hvis man vil leve op til sit brands gode ry for kvalitet.
Klaus Schou Grønvang er glad for, at det lykkedes at få de største blå kompressorer for Stenhøj klar til salg igen efter tre år med hjælp fra en japansk leverandør.
Kvalitet forpligter når man er markedsledende producent
To af Stenhøjs egne blå kompressorer er nu tilbage på markedet, efter at de i tre år ikke har kunnet leveres på grund af en komponent, som ikke levede op til Stenhøjs krav. Og her nægtede Stenhøj at fravige sin standard som markedsledende producent.
Der er tale om de to støbejerns-kompressorer KA13 og KA112 ud af et sortiment på cirka 10 stempelkompressorer. De to kompressor-typer er designet til at kunne levere trykluft til større værksteder og mindre industrivirksomheder med over 500 liter luft i minuttet.
Løsningen blev, at Stenhøj selv valgte at udvikle komponenten – et specialleje til kompressorblokken – med sine ingeniører inhouse. Men kun ganske få i verden kan producere komponenten i den kvalitet, Stenhøj efterspørger. Derfor bliver komponenten nu produceret i Japan.
Det skyldes, at speciallejet skal leve op til Stenhøjs høje krav til stresstest, fortæller Klaus Schou Grønvang, salgsansvarlig for kompressorer hos Stenhøj.
- Vi lavede ingeniørarbejdet i Danmark og afsøgte markedet worldwide for at finde en partner, der kunne producere lejet. Til sidst fandt vi en japansk leverandør, der er specialist i den type komponenter med den rette ekspertise og knowhow, fortæller Klaus Schou Grønvang og fortsætter:
- Vi har løbende været i dialog med vores kunder og fundet midlertidige løsninger. Det har også været en øjenåbner, at kunderne har været så tålmodige og gerne vil vente på Stenhøjs produkter.
Dette kompressor-leje måtte Stenhøj til Japan for at få fabrikeret efter tre års søgen og udviklingsarbejde. PR-foto
Holder flere generationer
KA112 er trecylindret og fungerer med et specialleje til kompressorblokken med plejlstænger – som en bilmotor.
- Mange af vores kompressorer har kvalitet til at leve flere generationer, og vi har dele til kompressorer udviklet og solgt tilbage i 70’erne – længere tilbage begynder det at knibe. For det forpligter at levere kvalitet, siger Klaus Schou Grønvang.
Men selv gode kompressorer går i stykker, når de ikke vedligeholdes og måske kører tør for olie eller for længe med samme luftfilter, så de ikke kan ’trække vejret’ til sidst.
- En kunde ringede og klagede lidt over, at hans kompressor var gået i stykker. Det viste sig, at den aldrig var blevet servicet siden købet i 1997 – men vi fik den op at køre igen med nye lejer og ventiler, olie og filtre – og lidt kærlighed, smiler Klaus Schou Grønvang.
Han tilføjer, at hver kompressor, lift eller maskine bliver inspiceret og godkendt, før de forlader Stenhøj.
Vi står altid klar til at vise vores sortiment af værkstedsudstyr og til at tage en snak om, hvordan vi kan være med til at skabe yderligere værdi for netop din forretning. Ses vi i vores showroom i Barrit?
Kontakt os allerede i dag for at høre mere 76 82 12 22