Lifte til elbiler skal være fleksible

Lifte til elbiler skal være fleksible

Lifte til elbiler skal være fleksible

Af Kim Lesanner, 06/11/2020

Lifte til elbiler skal være fleksible
En god 2-søjlet eller 2-stemplet lift med korrekte konsoller kan finde alle løftepunkter, så batteripakken under elbilen er helt fri og kan afmonteres eller repareres.

OPTIMERING
Batteripakker på elbiler indeholder megen teknik, der måske skal skiftes eller repareres i form af ECU-styreenheder, køle-varmesystem og naturligvis battericeller, der er defekte eller har taget skade ved færdselsuheld eller stød op mod undervognen.

Der findes endnu ikke standarder til elbilers udformning hvad angår batteripakker og løftepunkter, og derfor skal værkstedernes lifte til arbejde på elbilernes batteripakke og undervogn være yderst fleksible for at kunne tilpasses.

Det ved de alt om hos Stenhøj DK, der er blandt landets førende producenter, leverandører og rådgivere til værksteder hvad angår lifte og løfteudstyr.

"Når vi taler med både mærkeværksteder og frie værksteder om lift-løsninger, så er vi i dag altid inde på elbiler. Mange ryster lidt i bukserne over alt det, der sker lige nu, og vi ser også kolleger i branchen, der mener at man ikke kan løfte en elbil uden en speciallift.

Vi vil gerne afmystificere snakken og bringe løsningerne ned på et leje, hvor alle kan være med – også med værkstedernes eksisterende lifte. For har man en 2-søjlet eller en 2-stemplet lift med svingarme, så er man godt på vej, siger ansvarlig for projekt- og koncernsalg hos Stenhøj DK", Lars Hillker Madsen.

Hjulgafler en mulighed
Udfordringen er at nå løftepunkterne på de forskellige elbil-typer, idet batteripakken ofte fylder hele bilens bund.

De fleste værksteder har et differentieret udbud af lifttyper i dag alt efter sammensætningen af kundeporteføljen.

Når værksteder skal investere i nyt liftgrej, så skal de tænke på, at eksempelvis sakselifte og kørebanelifte ikke er velegnede, hvis der skal arbejdes på batteripakker.

Til 2-søjlede og 2-stemplede lifte kan man montere forskellige konsoller på svingarmene. Hjulgafler kan eksempelvis være en rigtig fin måde at løfte en elbil – men så kan man ikke samtidig lave servicearbejde på hjul og bremser. Så fleksibiliteten omkring lifttyper og konsoller til montering alt efter opgaven på bilen er vigtig.

Husk sikkerhedsafstand
Samtidig skal værkstederne tænke over sikkerheden i forhold til brug af lifte under arbejde på elbiler, idet der skal være sikkerhedsafstand til næste bil – og bilen på liften skal kunne trækkes hurtigt ud, hvis der opstår brand i batteripakken.

Der findes endnu ikke lovgivning men kun retningslinjer til sikkerhedsafstand, og for mærkeværkstedernes vedkommende er nogle bilimportører mere nøjeregnende end andre. Peugeot/Citroën kræver for eksempel 4x7 meters arbejdsplads og lige så stort frit område ved siden af liften ved reparation af batteripakken, med krav til afspærring og markering, typisk i dag med flytbare bånd som ved lufthavnes sikkerhedskontrol.

Batteri-rum vinder frem
Ved nyindretning af værksteder oplever Stenhøj DK, at især mærkeværksteder i stigende grad indretter såkaldte ”batteri-rum” med ekstra udsugning til gasser og for minimering af støv, herunder med løfteborde fra Stenhøj til batteripakkerne, der vejer op til 600 kg stykket.

Det er lidt i stil med tidligere tiders støvfrie rum til adskillelse af gearkasser og dieselværksteders overtryksrum til dysereparation.

Fleksibilitet og leasing
- Den vigtige melding for os er, at det ikke er nødvendigt at investere i en særlig specialbygget lift, som er begrænset til arbejdet på el-biler.

For at et værksted skal være velfungerende og have et godt workflow, er det afgørende, at der er biler på liftene hele tiden.

"Der er ikke økonomi i at have en arbejdsstation, der er 100 procent dedikeret til arbejde på el-biler, hvis der ikke kommer nok el-biler ind på værkstedet til at holde liften beskæftiget. Så fleksibiliteten i den daglige brug, i kraft af vores løsninger, er vigtig", siger Lars Hillker Madsen.

Han tilføjer, at mange værksteder i dag vælger at lease udstyr – også store bilkoncerner – med de indbyggede muligheder for afskrivning og fuld service, samt at værkstederne dermed kan skifte ud jævnligt til det nyeste grej, fuldstændig som ved leasing af biler.

Du kan finde vores udvalg af lifte og maskiner velegnet til el-bil ved at trykke på linket lige her.

Udvalg af AUTOPSTENHOJ konsoltyper

AUTOPSTENHOJ 2-stemplet undergulvsløfter med almindelige F konsoller

Ved svære løftepunkter kan bilen løftes direkte på hjulene ved hjælp af hjulgafler

×